Formålet med et rehabiliteringsforløb er, at vi sammen arbejder på, at du kan klare mest muligt selv i din hverdag. Samtidig afklarer vi, hvilket behov du har for hjælp, og om hjælpemidler kan støtte dig og mindske dit behov for hjælp.
Rehabiliteringsforløb i Hjørring Kommune
Kvalitetsstandard for rehabiliteringsforløb efter Servicelovens § 83 a.
Læs mere
Hvem kan få et rehabiliteringsforløb, og skal jeg betale for det?
Du kan få tilbudt et rehabiliteringsforløb, hvis du har nedsat funktionsevne, og det vurderes, at et forløb kan hjælpe dig med at blive mere selvhjulpen og dermed mindske dit behov for hjælp. Vi vurderer dig ud fra dine fysiske, psykiske og sociale behov. Et rehabiliteringsforløb er gratis.
Hvordan søger jeg om et rehabiliteringsforløb?
Du søger om rehabiliteringsforløb via Hjørring Kommunes selvbetjeningsløsning som du finder her:
Link kommer snarest
Har du svært ved at bruge digitale løsninger, kan du få hjælp ved at ringe til Den Digitale Hotline på telefon 70 20 00 00.
Du er også velkommen til at kontakte Myndighedsafdelingen for Ældre på telefon 72 33 55 00.
Hvor hurtigt får jeg svar?
Sagsbehandlingstiden er maksimalt 6 uger, men kan være kortere, afhængigt af, hvilken hjælp du har brug for.
Hvad kan et rehabiliteringsforløb hjælpe med?
Formålet med rehabiliteringen er at gøre dig mest muligt selvhjulpen. Et rehabiliteringsforløb kan for eksempel hjælpe dig med at blive mere selvhjulpen indenfor:
- Personlig hygiejne og bad
- Af- og påklædning
- Toiletbesøg
- Brug af hjælpemidler (fx stok eller rollator)
- Forflytning, vending og lejring
- Måltider og ernæring
- Rengøring
- Tøjvask
- Indkøb af dagligvarer
- Sociale aktiviteter
Vi planlægger forløbet sammen med dig. Flere fagpersoner samarbejder for at støtte dig bedst muligt. Rehabiliteringen foregår i dit eget hjem og i dit nærområde.
Hvor længe varer et forløb?
Et rehabiliteringsforløb varer op til 12 uger. Forløbet kan afsluttes inden 12 uger, hvis du har nået dine mål, eller hvis rehabilitering ikke længere er den rigtige løsning for dig.
Hvad kan du forvente af os?
Du kan forvente, at:
-
Hjælpen sættes i gang umiddelbart efter visitationen
- Dit forløb følges løbende af et tværfagligt team og en fast forløbsansvarlig, som samarbejder med dig. Vi vurderer hele tiden, om indsatsen hjælper dig med at nå dine mål, og justerer hjælpen efter behov.
-
Aftalte besøg normalt ikke aflyses
-
Du vil blive kontaktet, hvis et besøg afviger mere end en time
-
Du får et erstatningsbesøg, hvis et aftalt besøg aflyses af dig på grund af akut sygdom
-
Du får en fast kontaktperson og en forløbsansvarlig
Der følges løbende op på disse kvalitetsmål. Det sker blandt andet ved at registrere og følge op på klager. Desuden føres der årligt eksternt tilsyn.
Hvem hjælper dig under forløbet?
Dit forløb støttes af uddannede medarbejdere, fx social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker samt ergo- og fysioterapeuter. De arbejder sammen som et team og følger kommunens principper for rehabilitering for at hjælpe dig med at nå dine mål. Alle medarbejdere har tavshedspligt.
Hvad forventer vi af dig?
- Hjemmet som arbejdsplads: Når vi hjælper dig, er dit hjem arbejdsplads for medarbejderne. Det skal indrettes, så arbejdet kan foregå sikkert.
- Røgfrit miljø: Medarbejdere må ikke udsættes for passiv rygning. Derfor skal der ikke ryges i hjemmet, mens medarbejderne er til stede.
- Husdyr: Af hensyn til arbejdsmiljøet skal husdyr opholde sig i et andet rum, mens medarbejderen er til stede. Vi fodrer eller gør ikke rent efter dyr.
- Hvis du ikke er hjemme: Hvis du ikke åbner, og vi mistænker, at du er i en hjælpeløs situation, kontaktes politiet. Udgifter til evt. låsesmed kan være for din regning.
- Rengøring under et rehabiliteringsforløb: Hvis du har brug for hjælp til rengøring, vurderer vi det særskilt ud fra standarden for praktisk hjælp.
Opfølgning på kvalitetsstandard
Kvalitetsstandarden revideres og godkendes årligt af Hjørring Kommune Byråd eller Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget på delegation fra byrådet.
Til brug for revisionen af kvalitetsstandarden følger Hjørring Kommune løbede op på serviceniveauet fastsat i kvalitetsstandarden.
Den løbende opfølgning består blandt andet af dialog med borgeren om den tildelte ydelse samt opfølgning på antallet af klager og resultaterne af klagesagsbehandling.



Telefontid
Mandage og tirsdage kl. 9.00 - 12.00
Onsdag lukket
Torsdage og fredage kl. 9.00 - 12.00
.png)