I alle Kommuner er der et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi. SSP-samarbejdet organiserer den lokale forebyggende indsats over for børn og unge.
SSP-samarbejdet er ikke en institution, men et tværfagligt samarbejde mellem Skoler, Socialforvaltning og Politiet, heraf forkortelsen SSP.
SSP-samarbejdet opbygger lokale netværk, der kan forebygge at børn og unge begår kriminalitet samt forebygge unges uhensigtsmæssige brug af rusmidler. SSP-netværket har et stort lokalkendskab og kan derfor opfange faresignaler og udviklingstendenser i kriminaliteten og i børns og unges levevilkår tidligt nok til, at der kan gøres en indsats.
Målet med SSP-samarbejdet er at afklare, hvilke forebyggelsesmuligheder der findes lokalt og samle de myndigheder og institutioner, der samlet set kan gøre en indsats. Det kan være på det tværfaglige og tværsektorielle grundlag og fagligt på de enkelte områder. Samarbejdspartnere kan udover skole, socialvæsen og politi være institutioner, boligområder, fritidsområder og det kulturelle område.
Udover at organisere det tværfaglige samarbejde er SSP-samarbejdet også initiativtagere til projekter og specielle indsatser, der kan forhindre, at børn og unge udvikler en uhensigtsmæssig social og kriminel adfærd.
.png)
