Få hjælp fra din borgerrådgiver
Har du brug for hjælp eller har spørgsmål om din sag i Hjørring Kommune? Borgerrådgiver Anne Horne Jørgensen, står klar til at hjælpe dig. Du kan kontakte borgerrådgiveren, hvis du har brug for vejledning eller støtte – uanset om du er borger eller virksomhed.
Læs mere
Mød vores borgerrådgiver
Hjørring kommunes borgerrådgiver hedder Anne Horne Jørgensen. Anne har stor erfaring med det kommunale system og den kommunale sagsbehandling, men også med de regler og retningslinjer, som kommunen skal følge.
Hun ser frem til at møde dig og hjælpe dig med den situation, du står i.
Hvem kan få hjælp af borgerrådgiveren?
Uanset om du er borger eller virksomhed, så er borgerrådgiveren i Hjørring Kommune, klar til at hjælpe dig. Du bestemmer selv, hvor meget du vil dele. Borgerrådgiveren er her for at sikre, at du får den støtte, du har brug for, og kan hjælpe dig med at forstå og navigere i kommunens systemer og regler.
Hvordan kan borgerrådgiveren hjælpe dig?
Borgerrådgiveren kan vejlede dig, hvis du har brug for hjælp til at forstå breve eller afgørelser fra kommunen. Hun kan også støtte dig i at klage over en afgørelse eller den måde, din sag er blevet behandlet på.
Borgerrådgiveren hjælper dig med at forstå det kommunale system, fagsproget i sagsbehandlingen og giver dig input til, hvordan samarbejdet med kommunen kan blive bedre fremover. Hvis det er nødvendigt, kan hun også tage kontakt til kommunen for at få deres syn på sagen – naturligvis i tæt dialog med dig.
Hvis du oplever problemer med samarbejdet med Hjørring Kommune, er borgerrådgiveren her for at lytte og give dig vejledning. Sammen finder I det næste skridt, så du kan føle dig hørt og forstået.
Dog skal det nævnes, at borgerrådgiveren ikke kan træffe eller ændre kommunens afgørelser. Hun kan heller ikke være partsrepræsentant eller bisidder, men hun vil altid sikre, at du er godt informeret og støttet i processen.
Er dine oplysninger hos borgerrådgiveren fortrolige?
Når du kontakter borgerrådgiveren, kan du være sikker på fuld fortrolighed. Det betyder, at intet fra din sag bliver delt med andre uden din tilladelse.
Borgerrådgiveren har tavshedspligt og arbejder uafhængigt af kommunen. Det betyder også, at ingen af kommunens medarbejdere har adgang til de oplysninger, borgerrådgiveren har noteret.
Skal jeg give samtykke?
Når du henvender dig til borgerrådgiveren, er det helt frivilligt, hvor meget du ønsker at dele. Borgerrådgiveren kan stille spørgsmål for at hjælpe dig, men det er op til dig, om du vil svare.
For at behandle dine oplysninger, skal borgerrådgiveren have dit samtykke. Ved første møde skal du udfylde en samtykkeerklæring, hvor du giver tilladelse til, at borgerrådgiveren opbevarer og bruger de oplysninger, du deler.
Dine oplysninger bliver ikke delt med andre uden din tilladelse. Hvis du vil have borgerrådgiveren til at se dokumenter fra kommunen, kan du enten selv give dem eller tillade, at borgerrådgiveren anmoder om dem fra forvaltningen.
Læs borgerrådgiverens årsberetning
Formålet med årsberetningen er at give politikere, embedsfolk, borgere og andre indsigt i, hvilke problemstillinger borgerrådgiveren arbejder med, samt hvordan funktionen adskiller sig fra andre kommuner.
Læs borgerrådgiverens årsberetning 2023
Læs borgerrådgiverens årsberetning 2022



.png)